Avisartikel fra foråret 2014
Kloakmester røg op i det røde felt da han så – og lugtede – kollegas makværk
- I min verden hedder sådan noget ”forbandet svineri”. Det var simpelthen dårligt arbejde, det var ulovligt, og det var helt urimeligt at forsikringsselskabet vægrede sig ved at betale.
Kloakmester Verner H. Kristiansens retfærdighedssans blev sat på en alvorlig prøve, da han blev ringet op af Charlotte Rye i Nørager en halv snes kilometer nordvest for Hobro. Charlotte Rye havde købt et ældre hus, som hun havde renoveret langt mere, end det oprindelig var planen. Nu var det hele ved at se rigtigt ud til en god hverdag. Men at se rigtigt ud er ikke nødvendigvis det samme som at lugte rigtigt. Og det lugtede i Charlotte Ryes hus.
Lugten skulle udvikle sig til en kamp med det forsikringsselskab, som Charlotte Rye havde tegnet en ejerskifteforsikring hos. I lang tid så det ud til, at forsikringsselskabet skulle få held til at afvise enhver form for erstatning. Men sammen med Verner H. Kristiansen satte Charlotte Rye hælene i. Og Privatsikring måtte bide til bolle og erkende, at når en forsikring er tegnet til også at dække ulovlige installationer – ja, så dækker den installationer, der er ulovlige.
Det var ikke lagkage
- Jeg købte huset for tre år siden og har renoveret stort set alt. Men det lugtede fra både kælderen og stueetagen. Jeg talte med nogle kolleger på mit arbejde, og de anbefalede mig at ringe til ”Kloakdoktoren” Verner H. Kristiansen, fortæller Charlotte Rye.
- Det var ikke lagkage, det lugtede af. Og jeg kunne hurtigt se, at vi skulle igennem hele kloaksystemet. Den installation, der var lavet, var perfekt, hvis man har hang til et lugt-mix af toilet og køkkenvask. Jeg tænkte, at hvis Charlotte havde en rørskadeforsikring, så skulle selskabet tages i ed, før vi begyndte på noget, siger Verner H. Kristiansen.
Mens ejerskifteforsikringen lå hos Privatsikring, var det IF Forsikring, der havde rørskadeforsikringen. Her var ingen problemer. IF Forsikrings taksator kiggede på sagen og sagde straks ok til udbedring af rørskader for 14.000 kr. Men problemet i Charlotte Ryes hus var todelt. Foruden de deciderede rørskader, var der også den væsentligste årsag til lugtgenerne: En gammel septiktank, som skulle have været tømt og sløjfet i 2006.
Piv-ulovligt arbejde
- Da kloakken skulle separeres i 2006, lavede den pågældende kloakmester simpelthen den billigst tænkelige løsning. Han skiftede ikke spildevandsledningen, men lavede bare en ny ledning til regnvandet. Og han koblede ikke septiktanken fra efter separeringen. Det var piv-ulovligt, fastslår Verner H. Kristiansen.
Det ville ikke være tilstrækkeligt at fjerne den gamle septiktank. Dermed ville alt spildevand bare løbe i den gamle ledning ind under huset til et gulvafløb med en vandlås. Den ville stoppe til inden en uge, vurderede Verner H. Kristiansen. Så i virkeligheden handlede det om et nyt kloaksystem.
Privatsikring vred sig. Først afviste selskabet pure at have noget med kloakker at gøre. Kloakker og stikledninger er ikke omfattet af en ejerskifteforsikring – den dækker kun det, man kan se, lød meldingen fra selskabet.
- Alligevel ønskede selskabets taksator en pris på arbejdet. Det havde de nu fået flere gange, selv om de nægtede at skulle dække noget, fortæller Verner H. Kristiansen.
Kommunalt påbud
- Privatsikring sagde, at septiktanke ikke er omfattet af en ejerskifteforsikring. Det var for så vidt ligegyldigt, for Charlotte Rye skulle jo heller ikke have erstattet en defekt septiktank med en ny. Det handlede ikke om en skade på en septiktank, men om en septiktank, der slet ikke skulle være der. Det var den alligevel, og forsikringsselskabet havde gladelig taget imod Charlottes forsikringspræmie for en udvidet forsikring, der også dækkede ulovlige installationer, siger kloakmesteren.
Allerede syv år forinden gav den daværende kommune et påbud om, at septiktanken skulle sløjfes. Dermed fangede bordet for Privatsikring, som accepterede at betale.
- Foruden rørskaderne, som IF Forsikring for længst havde erklæret sig villig til at erstattet, var der arbejde for 33.816 kr. til fjernelse af den ulovlige septiktank og til at gøre hele kloaksystemet lovligt. Forsikringsselskabet spillede ud med en erstatning på 15.000 kr., og Charlotte Rye har en selvrisiko på 10.000 kr. på ejerskifteforsikringen. Så det var naturligvis ikke godt nok, fastslår Verner H. Kristiansen.
Efter godt fem måneders intensiv kamp med bunker af breve frem og tilbage og masser af telefonsamtaler, erkendte Privatsikring så, at når der er forsikret mod ulovlige installationer, så skal der også erstattes for – ulovlige installationer.
Moralen
- Nu lugter her ind imellem af lagkage, men ikke længere af det andet, konstaterer Charlotte Rye med et smil.
- Jeg er glad for, at forsikringsselskabet langt om længe erkendte sit ansvar. Alt andet ville have været forkert og helt uretfærdigt. Selskabet handlede forkert. Og den kloakmester, der i sin tid lavede makværket, handlede både forkert og ulovligt.
- Der er masser af gode og dygtige håndværkere. Men der er desværre også klamphuggere. Moralen af Charlotte Ryes historie må være, at man som husejer selv skal tænke over, hvad der skal laves, og man skal være kritisk med, hvem man hyrer til opgaven. Spørg gerne to steder og få en klar beskrivelse af, hvad der gives pris på, siger Verner H. Kristiansen, som i øvrigt er tidligere formand for brancheorganisationen Danske Kloakmestre.
Det blev til masser af telefonsamtaler og bunker af papirer for både Charlotte Rye og kloakmester Verner H. Kristiansen, før forsikringsselskabet erkendte, at en udvidet ejerskifteforsikring også dækker, hvis der er ulovlige installationer.
Kloakmester Verner H. Kristiansen viser Charlotte Rye, at tingene nu er i orden ved huset i Nørager. Det var her, den ulovlige septiktank skabte voldsomme lugtgener både i husets kælder og stueetage.
Udfyld formularen og vi gøre vores bedste for at besvare dit/dine spørgsmål.